Klubnyheder

W1siziisijiwmtgvmtevmtkvmtnqn3rwyjbzdv9qqv9tzxj2awnlxzcyohg5mhb4lnbuzyjdxq?sha=93507c6e7fefb99d

Håndboldens Dag var en succes i Aarup BK!

10. jan. 2019, kl. 11.51

I Aarup BK blev 2019 bogstaveligt talt skudt ind med bolde i alle mulige former og farver til Håndboldens Dag den 5. januar. Aarup BK følger nu op med Five-a-side-Håndbold og håber, at rigtig mange vil være med til at få gang i de nye tilbud.


Lørdag den 5. januar inviterede håndboldklubber over hele landet til Håndboldens Dag. Aarup BK var også repræsenteret og slog dørene op til Aarup Fritidscenter.


Fra kl. 10:00 var der inviteret til fælles morgenmad og de næste timer summede hallen af sjove aktiviteter, der både gav sved på panden og smil på læben hos deltagerne. På dagen var der mulighed for at prøve at spille med bløde håndbolde som den nye gule bold, der blandt andet bruges til det nye motionshåndboldspil Five-a-side håndbold. Derudover var der aktiviteter for de mindste og børne- ungdomsspillere.  Dagen sluttede med Nytårstaffel for klubben med alle deltagere. Som noget helt specielt var der i Aarup også besøg af ”håndbold-kendiser” som generalsekretær for DHF Morten Stig Christensen, tidligere landsholdspiller Lars Krogh Jeppesen, cheftræner for KIF Kolding Lars Frederiksen og direktør i DGI Søren Brixen. De var mødt op for at hjælpe med at promovere nogle af de nye tiltag i dansk håndbold som Five-a-side-Håndbold.


”Det har været en rigtig god dag, og jeg er meget glad for, at vi meldte os som arrangører. Jeg synes virkelig, at vi har fået noget ud af at være med, og hallen har sydet af aktivitet hele dagen. Jeg har både set en masse kendte ansigter, men der er også mange nye, der har kigget forbi og deltaget. Forhåbentlig har de fået lyst til at komme igen og prøve nogle af de tilbud, vi har her i klubben. Vi var også utroligt glade for at få besøg af Morten Stig Christensen, Søren Brixen, Lars Krogh Jeppesen og Lars Frederiksen, fortæller Bjarne Petersen, formand i Aarup BK Håndbold”. ”Der skal også lyde et stort tak til vore sponsorer på dagen; Eventsponsor Totalbanken, Brødkrummen for morgenbrød og småkager og Kop & Kande for Asti til Nytårstaffel.”


På den anden side af Håndboldens Dag står Aarup BK klar til at tage imod alle dem, der måtte have fået mod på mere håndbold. Klubben tilbyder både Trille Trolle Håndbold, Håndboldfitness og Five-a-side-Håndbold. Klubben vil snart inviterer alle til gratis prøvetræning med det nye tilbud Five-a-side-Håndbold.


Læs mere om Aarup BK Håndbold tilbud på: http://haandbold.aarupboldklub...


Om Håndboldens Dag 

Håndboldens Dag er et nyt initiativ under ’Bevæg dig for livet – Håndbold’ i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DIF, DGI og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Tanken med Håndboldens Dag er, at så mange som muligt skal have mulighed for at prøve kræfter med håndbold i hyggelige og uformelle rammer, hvor både store og små kan være med. Håndboldens Dag blev for første gang afholdt lørdag den 5. januar 2019.

W1siziisijiwmtgvmtevmjavog83zdrzdty4ev9nyxjrdxnzzw5fmtywedywmhb4lnbuzyjdxq?sha=fdd658dfb9829b0b