Klubnyheder
W1siziisijiwmtgvmtevmtkvmtnqn3rwyjbzdv9qqv9tzxj2awnlxzcyohg5mhb4lnbuzyjdxq?sha=93507c6e7fefb99d

“Uden pumpede bolde, harpiks og drikke duer mine drenge ikke”

11. februar 2022, 17.03

Her i Aarup BK Håndbold har vi mange engagerede frivillige, der hver bidrager til en fantastisk god klubånd. Dagen er endelig kommet, hvor vi skal præsentere den frivillige holdleder på herrernes 1. Hold: Marius Bøje Flöche Pedersen.


Marius er 12 år gammel og går i 6.klasse. Han har tidligere spillet håndbold men spiller nu fodbold i hans fritid. Ellers bruger Marius rigtig meget af sin tid på at være holdleder for herrernes Fynsserie-hold.


Marius fortæller: “Det startede med at Oliver spurgte, om jeg ikke havde lyst til at blive holdleder. Jeg vidste ikke helt hvad det var for noget, men det lød sjovt så det kunne jeg da godt prøve.”


Som holdleder fører der mange opgaver med såsom opfyldning af vanddunke, rensning af bolde, opsætning af dommerbord og at føre statistik over diverse aktioner under kampene men Marius tilføjer, med glimt i øjet, at hans vigtigste opgave er, at gøre hvad Oliver siger.


Det kan dog til tider være belastende for Marius at arbejde med de store drenge og deres specifikke behov. Her husker Marius en sjov episode: “Til sidste kamp havde jeg fyldt en drikkedunk op til træneren, meeen vandet var for lunkent, så jeg skulle lige fylde den op igen med koldere vand.”

Marius skynder sig dog at tilføje: “Ej Oliver er en god træner, og han går op i det han laver. Han er god til at vejlede drengene og bakke dem op.”


Det gode fælleskab og den fede humor på herreholdet er noget, som Marius sætter stor pris på. Han ser under kampe og til træning, at spillerne er gode til at bakke hinanden op. Marius nævner, at han er glad for hans plads på holdet og dertil føler sig inkluderet hos herrerne.


I og med at Marius følger holdet både før, under og efter kampene og til den regelmæssige træning, anser han, at han får en stor indsigt i håndbold, og trods Marius’ unge alder har han også ambitioner for første holdet.

“Det kunne være fedt hvis herrerne rykkede op i tredje division, for de er gode håndboldspillere….når de gider.” tilføjer Marius med et smil.


Marius runder interviewet af med en klar kommentar omkring, at andre klubber frabedes at kontakte ham, da han har viet sit hjerte til Aarup BK Håndbold.

W1siziisijiwmjivmdivmjivodlwmnzrnxr1zv9tb2x2zwpfu2t5zgviamvyz1ntzwrpzv9fcnn0zwrmyxn0dm9nbl8xnjb4njawlnbuzyjdxq?sha=f9979632951f54c9